Gode råd til at undgå identitetstyveri

dato

Faaborg-Midtfyn Kommune sætter fokus på identitetstyveri i oktober i samarbejde med flere myndigheder og organisationer. Kampagnen skal hjælpe borgerne med at beskytte deres personoplysninger og undgå svindel.

I hele oktober måned sætter Faaborg-Midtfyn Kommune, i samarbejde med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, Digitaliseringsstyrelsen, KL og flere andre partnere, fokus på identitetstyveri. Kampagnen har til formål at oplyse borgerne om, hvordan de bedst beskytter deres personoplysninger mod svindel.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at banker og offentlige myndigheder aldrig uopfordret vil bede om personlige oplysninger som MitID-login eller CPR-nummer via e-mail, SMS eller telefonopkald. Borgerne opfordres til at være på vagt og ikke lade sig presse af henvendelser, der hævder at være hastesager. Hvis der er tvivl om en henvendelses ægthed, anbefales det at kontakte virksomheden eller myndigheden direkte på deres hovednummer.

For flere gode råd om, hvordan man beskytter sine personoplysninger, kan man besøge sikkerdigital.dk.

Hvis man opdager eller har mistanke om, at ens personoplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt at handle hurtigt. Identitetstyveri kan være svært at opdage, og ofte bliver det først opdaget, når der sker misbrug af oplysningerne, for eksempel ved uventede regninger eller opkrævninger. Det er derfor afgørende at være opmærksom og tage de nødvendige skridt for at beskytte sig selv. Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du har været udsat for identitetstyveri.


https://www.fmk.dk/nyheder/nyheder-2024/gode-raad-til-at-undgaa-identitetstyveri/
Kilde: Faaborg-Midtfyn Kommune