XL-BYG Centerbyg i Odense varsler om travlhed i den kommende sæson. Danmarks nye affaldsplan har skabt en stor interesse for affaldsskjulere, efter næsten alle huse i landet skal have flere affaldsspande.
I løbet af året får husstandene i Odense og omegn nye og flere affaldsspande. Det sker i kølvandet på Danmarks nye affaldsplan, som blandt andet medfører, at odenseanerne og resten af Danmark skal til at sortere deres private affald i ti forskellige dele.
Derfor kan alle husstande i området forvente at skulle have mellem to og fire affaldsspande. Det har skabt en hastigt stigende interesse for at gemme spandene væk bag et pænt affaldsskjul.
"Vi kunne allerede mærke efterspørgslen sidste år, selvom affaldsspandene Ikke engang var delt ud endnu. Og man forstår da også godt husejerne. Sorteringen tjener et godt formål, men spandene pynter ikke ligefrem på facaden," siger Per Steffensen, der er afdelingsleder for trælast og bygningsartikler ved XL-BYG Centerbyg i Odense.
For at være klar til efterspørgslen fra husejerne i Odense og omegn har Per Steffensen udvidet sortimentet betydeligt.
"Vi kommer til at løbe stærkt, men det er kun herligt, når der er interesse for butikken, og vi har tredoblet udvalget af affaldsskjulere," siger han.
Hvis du overvejer at købe en affaldsskjuler til dine skraldespande, har Per Steffensen tre gode råd:
1) Overvej design
Tænk affaldsskjulets design sammen med din have og dit hus. Mange går efter de praktiske modeller, der kræver minimalt vedligehold, men der er også andre løsninger at vælge mellem. Du kan for eksempel bygge affaldsskjulet sammen med et eksisterende hegn eller vælge en model med espalier til slyngplanter. Nogle placerer affaldsskjulet op mod et højbed i forhaven, det får skjulet til at skille sig mindre ud i højden. Og er du gør-det-selv-typen, kan du føre beklædningen fra dit hus videre på affaldsskjulet, hvilket giver et meget gennemført udtryk.
2) Tjek størrelsen
Undersøg ved kommunen, hvornår der er nye eller ekstra skraldespande på vej til dit område og bed om målene på spandene. På grund af affaldsplanen, der er vedtaget af et bredt politisk flertal, skal næsten alle have nye skraldespande. De nye spande vil ofte være bredere end de gamle, og det er ærgerligt, hvis du køber og installerer et affaldsskjul, der ikke har plads til alle dine skraldespande.
3) Undersøg reglerne
Find ud af hvor langt inde på din grund skraldespandene må stå, og hvordan adgangsforholdene skal være. Så får du også lettere ved at beslutte dig for modellen. Det er fx flot med en helt lukket affaldsskjuler med låg, men ofte skal man tage spandene ud af affaldsskjulet, når de skal tømmes, hvilket kan blive et irritationsmoment for nogle i længden. Især hvis de også skal køre spandene ud til vejen hver gang.