Med 233.700 kr. fra TrygFonden vil Bordtennis Danmark og BAT60+ tilbyde bordtennis til parkinsonpatienter med det formål at forbedre deres fysiske helbred og livskvalitet samt gøre dem mere selvhjulpne. En række fynske kommuner har meldt sig som test-kommuner for det nye projekt ”Ping pong med Parkinson”.
Bordtennis og sygdommen Parkinson er for mange nok ikke noget, man umiddelbart vil forbinde med hinanden. Ikke desto mindre giver det rigtig god mening, hvis man som parkinson-ramt begynder at spille bordtennis. Bordtennisspillet har vist sig ikke blot at medvirke til en stabilisering af Parkinson-sygdommen, men bidrager også til at gøre parkinsonramte mere selvhjulpne. Derfor sætter Bordtennis Danmark og BAT60+ nu et nyt projekt i gang målrettet mennesker med Parkinson:
"Bordtennis er først og fremmest en rigtig sjov sport. Det er let at lære, det kræver ikke en masse udstyr, det overbelaster ikke kroppen og kan dyrkes selv op i en høj alder. Oveni udfordrer spillet både fysik, motorik og kognitive evner, og det har vist sig at være en yderst gavnlig aktivitet i forhold til en neurologisk lidelse som Parkinson", fortæller projektleder Lars Bo Kaspersen, der selv lider af Parkinsons sygdom og på egen krop og sind har mærket, hvilken forskel bordtennis kan gøre:
"Gang- og balancebesvær er blandt de værste af mine Parkinson-symptomer, men her har bordtennis haft en tydelig positiv effekt, ligesom min søvn forbedres markant, når jeg spiller regelmæssigt. Bordtennis virker virkelig – og derfor er vi meget taknemmelige over TrygFondens støtte til vores projekt, der skal få flere til at få øjnene op for bordtennisspillets mange fordele og dermed hjælpe flere mennesker med Parkinson til bedre trivsel i hverdagen og generelt større livskvalitet", siger Lars Bo Kaspersen.
Projektet kaldet ”Ping pong med Parkinson” gennemføres i et samarbejde mellem Bordtennis Danmark, BAT60+, der organiserer bordtennis for alle over 60 år, samt Parkinsonforeningen. Målet er at udbrede bordtennissporten blandt mennesker med Parkinson og på sigt få en række af de danske bordtennisklubber og -foreninger til at tilbyde særlig træning tilpasset parkinsonramte. TrygFonden har støttet projektet med 233.700 kr.
"I TrygFonden arbejder vi for at skabe tryghed bl.a. ved at hjælpe mennesker med kronisk sygdom til et bedre hverdagsliv og øget livskvalitet. Bordtennis er en aktivitet, der både styrker helbredet og giver godt humør, og at spillets særlige egenskaber i forhold til Parkinson nu understreges af forskning, gør kun projektet endnu mere interessant, og vi er derfor glade for at kunne bidrage til indsatsen", siger Ida Hagemann, projektchef i TrygFonden.
En række fynske kommuner med Faaborg-Midtfyn Kommune i spidsen har meldt sig som test-kommuner for det nye projekt, der netop er blevet skudt i gang med en samling i Nyborg med masser af træningsøvelser på programmet. Der vil blive afholdt flere tilsvarende samlinger andre steder i landet, ligesom der i øjeblikket arbejdes på udvikling af materiale til landets bordtennisklubber og foreninger.
Fakta om ”Ping pong med Parkinson”
- Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Bordtennis Danmark, BAT60+ og Parkinsonforeningen med støtte fra TrygFonden.
- Forskning viser, at bordtennisaktiviteter har en gavnlig effekt i forhold til neurologiske sygdomme som Parkinson. Spillet øger både bevægelighed, koordination, hjerneaktivitet, muskelstyrke og balance.
- Med udgangspunkt i landets eksisterende klubber og foreninger vil man tilbyde bordtennisaktiviteter, som er særligt tilpasset parkinsonramtes behov og muligheder.
- Parkinsonforeningen i Danmark har 8.000 medlemmer, men flere vurderer, at der er ca. 10.000 diagnosticeret med Parkinson, og mange flere er som pårørende påvirket af sygdommen. I dag spiller kun cirka 30 af Parkinsonforeningens medlemmer bordtennis regelmæssigt.
- Projektet løber over to år og har modtaget 233.700 kr. i støtte fra TrygFonden.