Vester Aaby deltager i Grøn Boligrotation i Landdistrikterne
Vester Aaby er sammen med fem andre landsbyer blevet en del af projektsamarbejdet Grøn Boligrotation i Landdistrikterne mellem Forenet Kredit og Landdistrikternes Fællesråd. Projektet, der løber frem til 2026, fokuserer på at etablere flere seniorvenlige boliger og energirenovere byens ældste huse.
Det er lokalrådet i Vester Aaby, der har taget initiativ til at deltage i projektet, og der er ved at blive etableret en arbejdsgruppe, som skal lede projektet. Arbejdsgruppen vil samarbejde tæt med Faaborg-Midtfyn Kommune om både nye og eksisterende indsatser. Første skridt bliver at kortlægge det lokale behov for boliger i fremtiden samt ønsker til energiforbedringer.
Demografien i landdistrikterne er under forandring. Frem mod 2030 vil der bo 48.000 flere over 65 år i landkommunerne, og andelen af enlige er stigende. Derfor er der behov for et bredere boligudbud i de mindre landsbyer, som passer til efterspørgslen. En løbende rotation på boligmarkedet kan også forbedre ejendommenes energistandarder, da nye ejere ofte laver energiforbedrende tiltag.
Projekt Grøn Boligrotation i Landdistrikterne blev lanceret i 2023. Indtil videre har landsbyerne Givskud i Vejle Kommune, Asaa i Brønderslev Kommune og Ejby i Lejre Kommune deltaget og bidraget med anbefalinger til andre landsbyer. Disse anbefalinger vil de seks nye landsbyer, herunder Vester Aaby, nyde godt af. I forsommeren 2025 vil projektet blive udvidet med endnu en håndfuld landsbyer.
https://www.fmk.dk/nyheder/nyheder-2024/vester-aaby-er-blevet-en-del-af-groent-boligprojekt/